Thomas Thurah: Skyldig i drab

Jeg måtte desværre opgive at læse bogen færdig.

Emnet er ellers virkelig interessant. Forfatten har taget kontakt til 12 drabsdømte person der er ved at afsone deres dom, og fortæller gennem mange interviews om deres inderste tanker og følelser. Om hvordan de angrer, hvordan de har oplevet selve drabet, deres anholdelse og rettsag, hvordan de ser sig selv og forener sig med tanken om at have slået et andet menneske ihjel.

Det er et tungt emne og det behandles meget sagligt og seriøst. Metodisk og grundigt får vi beskrevet hvad de 12 indsatte tænker om det ene emne efter det andet. Bogen indeholder også en del citater fra de mange intereviews.

Desværre kunne jeg slet ikke vænne mig til den måde, bogen er skrevet på. Der er ufatteligt mange referencer til, hvad der sker tidligere og senere i bogen, og det finder jeg meget forstyrrende. Bogen er ikke skrevet som en flydende fortælling, for udover en del (forståelige) spring mellem citater, analyse og reflektioner, afbrydes vi alt for ofte af meta-snak om hvad der kommer senere i bogen og hvornår vi sidst hørte om den og den person. Detaljer, der for mig forekommer helt unødvendige at skrive om.

En anden ting irriterede mig lige fra starten. Jeg har forståelse for at det ikke skal være muligt at identificere de 12 personer, og derfor er deres navne og køn lavet om. Men igen og igen bliver de omtalt som “han eller hun”, eller personens navn bliver brugt i stedet. Det virker unødvendigt besværligt at skulle forestille sig hver person som enten mand eller kvinde (det nævnes i indledningen at der er både mænd og kvinder), og jeg forstår ikke hvorfor forfatteren ikke bare har valgt et køn og navn til hver af de indsatte.

Enkelte passager i bogen er meget mere velskrevne, typisk indledningerne til kapitler. Men det holder desværre kun få sider før vi falder tilbage i en langt mere klodset skrivestil.

Der er simpelthen for mange overflødige ord. Lad mig komme med et par eksempler:

  • “De næste sider er vanskelige at skrive og alligevel ikke spor, måske endda overraskende lette.”
  • “Citatet peger frem mod bogens næste del.”
  • “Lad mig i stedet for en sammenfatning nævne nogle af de ting, som jeg finder væsentlige, og beskrive dem mere nuanceret gennem to uddrag fra samtalerne med de medvirkende, et længere og et lidt kortere”.

Denne type tanker og observationer om selve bogen er hvad jeg kalder meta-snak, og det fylder rigtigt meget. Det er udmattende og gør det svært at koncentrere sig om at læse en bog, der ellers kunne have været spændende. Jeg ville ønske, forfatteren bare havde fortalt historien i stedet for at skrive så meget om processen.

Rating: 2/5